Ved Daniel Håkanson. Civiløkonom og cand.fil. i finsk og tysk. Direktionsassistent i Merkur Andelskasse.

1917 offentliggjorde Rudolf Steiner for første gang sine resultater om menneskets tregrening i bogen Von Seelenrätseln, et resultat af, som han siger, 30 års forskning. Han beskriver dér, at i hele mennesket er der aktivt tre forskellige funktionssystemer, som har en særlig koncentration tre forskellige steder i menneskekroppen; nerve-sanse-mennesket i hovedet, stofskiftemennesket i muskler og fordøjelse, og endelig det formidlende og balancerende rytmiske system i blodkredsløb og hjerte, i åndedræt og lunge.
I 1919 kom så Rudolf Steiners samfundsanalyse om samfundets tregrening, hvor han peger på, at også samfundet har tre funktioner, som findes alle steder i samfundet, men hvor hver funktion har en særlig koncentration i en særlig samfundsdel; det kulturelle civilsamfund baseret på menneskets individuelle evner, det økonomiske produktionssamfund baseret på samarbejde og specialisering, og det formidlende og balancerende statsligt-retslige liv baseret på ligeværd. Her er det vigtigt at pege på, at det IKKE drejer sig om et idealsamfund, som skal indføres, men om lovmæssigheder, som i sidste instans skyldes, at samfundet er opbygget af os mennesker, og de tre samfundsfunktioner bygger på de tre funktioner i mennesket.

Selvfølgelig kan vi se en masse eksempler på, hvordan samfundet IKKE tager højde for disse menneskelige lovmæssigheder – men Rudolf Steiner havde allerede 1897 skrevet en artikel, hvor han beskrev, hvordan historien viser, hvordan samfundet mere og mere, til trods for mange tilbageslag, tager højde for mennesket og dets individuelle behov – det vil sige at samfundet efterhånden tilpasser sig mennesket og ikke tvært imod. Dette skulle også betyde, at samfundets tregrening kan ses som en tilpasning til mennesket og dets tregrening, og at der er tale om en tilpasning i stigende grad.

Denne artikel vil behandle tre spørgsmål:
For det første: Allerede når vi taler om samfundets tregrening, har vi et problem. Hvad betyder egentlig tregrening? Hvorfor siger man ikke tredeling – det er jo et ord, der findes, og som alle kan forstå?
For det andet: Kan vi tale om, at også mennesket er tregrenet, ligesom samfundet er det?
For det tredje: Kan vi se en sammenhæng mellem samfundets og menneskets tregrening uden at trække alt for hurtige analogier?
Målet for denne undersøgelse er ikke et alt for tænkt puslespil, men for – gennem en virkelighedsnær differentiering – bedre at kunne forstå mennesket, samfundet og menneskets rolle i dette samfund.

TREDELING OG TREGRENING, FJERNSYN OG FRAKTALER
Lad os begynde med at se på noget, som virkelig er tredelt. Frankrigs flag, trikoloren. Gyldendahl (Den store danske – Gyldendahls åbne encyklopædi på nettet) har følgende beskrivelse af trikoloren:
Frankrigs nationalflag med tre lodrette striber i blåt, hvidt og rødt. Blåt og rødt er Paris’ farver, hvidt var Bourbon-monarkiets. Flaget stammer fra revolutionstiden, da det afløste Liljebanneret. Blev siden mønster for flag i andre lande med borgerlige revolutionære bevægelser.

Trikoloren er opdelt i tre farvede felter – blåt, hvidt og rødt. Her kan vi virkelig tale om en tredeling. Det hele er delt op, sådan at farverne ligger for sig tre forskellige steder. Hvis vi ser flaget i forstørrelse, ser vi stadig kun én farve, hvis vi retter forstørrelsesglasset mod et af farvefelterne, uanset hvor meget vi forstørrer.

Hvis vi nu går et skridt videre og studerer princippet for et farvefjernsyn. Skærmen viser et hav af farver i alle mulige blandinger. Vi ved dog, at det hele skabes af kun tre grundfarver (rød, grøn og blå). Hvis vi ser skærmen i stor forstørrelse, ser vi, at billedet bygges op af mange små lyspunkter. I hvert lille punkt findes – hver for sig, ved siden af hinanden – disse tre farver. Så man kan sige, at de tre findes over det hele, men kan alligevel adskilles i hvert punkt! I forstørrelsen kan vi tale om en tredeling, medens det hele på det overordnede niveau er en farveblanding. Vi kan heller ikke se tredelingen, hvis vi går videre med forstørrelsen. Hvis vi fortsætter med at forstørre ophører tredelingen – vi ser kun et af farvefelterne, ligesom det var tilfældet med flaget.

I naturen en bregne	I matematikken en fraktal

Findes der strukturer, hvor tredelingen bliver ved, uanset hvor meget vi forstørrer? Sådanne former eksisterer og kaldes for fraktaler. Det er former, der findes i matematikken og i naturen, der gentager sig på et lavere niveau og bliver ved med at gentage sig på lavere niveauer i al uendelighed.
Hvis vi så forestiller os en tredelt form, hvor vi på hvert forstørrelsesniveau i al uendelighed finder nye tredelte former, uanset hvor meget vi forstørrer, kan vi kalde denne gentagelsesform tregrenet. I delen, uanset hvor lille, gentager helheden sig.

SAMFUNDETS TREGRENING
Når vi taler om samfundets tregrening, er det på samme måde som med fraktalerne. Vi skelner mellem:

• det kulturelle liv, hvor vi bedst i frihed udfolder vore evner for også at kunne handle ud fra egen indsigt
• det økonomiske liv, hvis opgave er at dække vore reelle behov under hensyntagen til mennesker, natur og miljø
• og det politisk-retslige liv, hvor vi med love og aftaler stræber efter at regulere vort forhold til hinanden på en retfærdig og ligeværdig måde.

Hvis vi ser nærmere – ”i forstørrelse” – på det kulturelle liv, ser vi på fraktalers vis de tre samfundsområder på ny, nu indenfor kulturlivets område. For eksempel i en skole, hvor lærerne med deres evner og kompetencer yder undervisning, hvor denne undervisning skal dække elevernes behov for uddannelse i en retslig form, som respekteres at eleverne, og de ansatte skal behandles på værdig vis, fordi de alle er mennesker.

Et andet eksempel, indenfor det økonomiske liv: Producenten af computere har en forskningsafdeling (kulturliv), selve produktionen af goder for at dække andres behov (det økonomiske liv), og skal også overholde love og regler for at sikre menneskeværdien hos de ansatte og i lokalsamfundet (det retslige liv).
Hvis vi skulle gå videre til forskningsafdelingen, ville vi finde en tilsvarende tregrening. Og så videre, i al uendelighed, ligesom med fraktalerne.

SAMFUNDETS TREGRENING HAR UDGANGSPUNKT I MENNESKETS TREGRENING
Vi mennesker danner samfundet. Vi vover hypotesen, at samfundet er tregrenet, fordi vi mennesker er det. Som mennesker har vi, som tidligere nævnt, behov, socialt liv og evner.
Ved livets begyndelse og slutning har vi brug for megen hjælp og er derfor modtagende af det, som vi kan få af andre mennesker. Ved livets midte er vi mere ydende og givende. Men vi har også en anden rolle, vi møder vore medmennesker i det sociale liv ideelt set som ligestillede, netop fordi vi er mennesker.
Menneskets egen tregrening viser sig som det modtagende menneske (mad, uddannelse osv.), det ydende menneske med evner og kompetencer, og det sociale menneske, der på lige fod møder andre mennesker i en social udveksling. Det modtagende menneske er grunden til samfundets økonomiske liv, det sociale menneske forudsætningen for den politisk-retslige del i samfundet, og det skabende og ydende menneske med dets evner til at udvikles til gavn for sig selv og andre, hænger sammen med samfundets kulturelle del.

MENNESKETS TREGRENING
Vore evner – og manglen på samme – er noget vi er ganske bevidste om. Vi tager også bevidste beslutninger om fx gennem uddannelse at udvikle de evner, vi synes, vi behøver for at få de arbejdsopgaver, som giver os mening, og hvor vi tror, vi kan tilbyde vore medmennesker noget af det, vi kan yde.
Vore behov er mere i det ubevidste – pludseligt er vi bare sultne, og trænger til at spise. Men hvordan sulten opstår i vort fordøjelsessystem, er vi ikke klare over.
Mellemlaget – det sociale liv – ligger mellem det bevidste og det ubevidste – i det drømmende, halvvågne gemytsliv.
Når vi ser på os selv, på de kræfter vi møder i vort sjæleliv, kan vi mærke tre meget forskellige lag: For det første tænkningen, hvor vi (næsten) er helt vågne og bevidste. Her kan vi overskue tingene logisk og fatte rationelle beslutninger, som vi også kan gennemføre, hvis de andre lag ikke blander sig.
Hvilke er disse andre lag? Det er for det første følelsen, som er i det drømmende halvbevidste, som vi ikke helt kan styre, og for det andet handlingerne, viljen, hvor vi sover.
Vi kan sagtens se resultaterne af vore handlinger – og de bevidste overvejelser i tænkningen (og de halvbevidste følelser) som er der lige før handlingen – men vi aner ikke, hvordan tankerne og følelserne omsættes til handlinger.
Hvordan kan vi tydeligere se dette? Disse lovmæssigheder viser sig ofte tydeligere ved stærke, chokagtige oplevelser, som også kan være knudepunkter i vor biografi. Lad os tage et case for at konkretisere dette, et eksempel, som mange af os måske kan genkende:

SKILSMISSEN
Den ene ægtefælle siger pludseligt, at nu er det nok, vedkommende ønsker at skilles. Det kommer som noget af et chok for den anden, men i den efterfølgende samtale bidrager begge med konstruktive indlæg. Man bliver enig om en ”fornuftig” løsning af det videre forløb. Begge ånder lettede op – tænk, at vi kunne håndtere separationen så forholdsvis nemt, på en så fleksibel og – netop fornuftig – måde. Det bevidste tankeliv ordnede det hele – foreløbig.
Allerede den følgende dag banker følelseslivet på hos den part, som i begyndelsen ikke ønskede skilsmissen. Først nu efter et døgn vågner alle mulige følelser op til en halvbevidst, drømmende, slet ikke rationel, tilværelse. Det viser sig efterhånden, at skilsmissen ikke bliver så nem, som ægtefællerne troede og håbede den første dag.

Senere hen aktiveres også efterhånden viljen af sin sovende tilværelse og fører til alle mulige handlinger ikke mindst hos den, som ikke ønskede skilsmissen, som også fører til reaktioner hos den anden ægtefælle. Der begynder at ske alle mulige ting, som afviger meget fra det, som var fælles kalkuleret den første dag, da kun tanken kom til orde. Begge tænker overrasket: ”Jeg gør slet ikke, som jeg tænkte og planlagde. Sikke mærkelige ting jeg – og hun/han gør”. Det viste sig på langt sigt, at skilsmissen kom til at vare lige så længe og blive lige så vanskelig, som skilsmisser ofte plejer, når følelserne – som vi kun delvist kan styre – er forbi for den ene eller for begge, når ægtefællerne vil – og føler – så forskelligt, når de har så forskellige behov og drømme om fremtiden.

Tænk – bare vi kunne nøjes med kun at bruge tanken, når vi taler skilsmisse! Så kunne vi tale om dette i al abstrakthed som et logisk problem, som kan finde en logisk løsning. Men – desværre eller des bedre – mennesket er ikke ét, men tre: tankemennesket – følelsesmennesket og viljesmennesket. I én krop. Og disse mennesker i os vil ofte så forskellige ting, og forstyrrer og ødelægger somme tider på en smertefuld måde meget for hinanden og for os andre.

Lad os sammenfatte det sagte for overblikkets skyld i nogle få sætninger:

I mennesket:
Ånd – Sjæl – Legeme
Tanke – Følelse – Vilje
Bevidst – Drømmende – Ubevidst
Evne/yde – Social udveksling – Behov

I samfundet:
Frihed – Lighed – Broderskab
Kultur – Ret – Økonomi

Vi lever med vore ideer i en åndelig verden, hvor vi bedst kan pleje vore evner i frihed. Dette sker på en bevidst måde i det kulturelle liv. Vi lever med vore drømmende følelser i sjælen, som bedst kommer til deres ret i ligeværdigt samspil med andre, i det sociale, retlige og politiske liv. Vi har også den store ubekendte vilje, som sover i vor krop, med dets behov, som kan tilfredsstilles på broderlig vis af andre menneskers arbejde i det økonomiske liv.

LEGEMETS TREGRENING
Skemaet ovenfor viser en tredeling – men vi har jo talt om tregrening. Dette betyder – på fraktalers vis – at det, der findes i det hele, også viser sig i alle helhedens dele. Så er det fx. ikke kun viljen, der viser sig i kroppen. Også de to andre sjælekræfter følelse og tanke viser sig der, må vise sig, ellers kan de ikke blive kendte for os i vort liv.

Og tænkningen viser sig mest i den mest bevidste øvre del i os, i hovedet, i hjernen og i nerverne. Betingelsen for bevidsthed er, at det levende i kroppen går ind i en dødsproces, hvor visse celler presser sit liv ud, så de næsten er døde. Bevidstheden kommer af denne dødsproces, tankerne kan spejle sig i de næsten afdøde nerveceller. Disse celler har et minimum af regenerationskraft. Fedtet i de gliaceller, som omgiver nervecellerne, omsættes kun hver sjette måned, og som vi ved, nydannes der meget få nerveceller i hjernen. Vi ved også, at hvis hjernen ikke får sin ilt, dør den allerede efter nogle minutter.

For at undgå at bevidstheds- og dødskræfterne tager overhånd og slider os op i fortid, er vi nødt til at dæmpe bevidstheden gennem det rytmiske, at hvile os, at sove. Vort stofskiftesystem er fuld af liv – med dets fordøjelse, indre organer, muskler. Der er vi ubevidste, hele tiden sovende, vi får kun smertesignaler til den bevidste del, når den er gal, når noget ikke virker. Levercellerne fx har en meget høj livsaktivitet – de erstattes af nye efter cirka 6 timer! Der er meget liv og lidt bevidsthed. Vi er ikke bevidste i leveren – det er vi i hovedet.

Det rytmiske system – lunge og åndedræt, hjerte og blodomløb, lymfe – forbinder det øvre nerve-sansemenneske med det nedre stofskiftemenneske. Der er vi drømmende, halvbevidste. Følelserne bliver mere bevidste, når de føres mod hovedet. Når vi fx skammer os, strømmer blodet mod ansigtet, og vi rødmer. Eller omvendt, vi blegner af frygt eller raseri.

Det er forhåbentlig tydeligt af den tidligere diskussion, at det ikke drejer sig om tre adskilte, separate dele i kroppen, men at alle tre funktioner findes i hele kroppen, blot sådan, at de hver for sig er mere koncentreret i henholdsvis den øvre del (tanken og nerverne), den mellemste (følelsen og de rytmiske systemer) og den nederste (viljen og stofskifte/muskler).

Vi kan føje til vort skema over menneskets tregrening:
Tanke – Følelse – Vilje
Bevidst – Drømmende – Ubevidst
Nervemenneske – Rytmisk menneske – Stofskiftemenneske
Vågen – Drøm – Søvn
Død – Drømmende – Liv

HELHEDEN ER MERE END SUMMEN AF DELENE
Mennesket er tregrenet, og derfor er samfundet det også. Det indebærer, at de begge på forskellig måde viser tre kvaliteter, afhængigt af på hvilket niveau, de betragtes. I hvert fald når det gælder mennesket, kunne man også kalde tregreningen holistisk, fordi helheden dér altid er mere end summen af delene. Mennesket som fysisk organisme, sjælelig personlighed og åndeligt jeg er mere end summen af delene.
Samtidigt viser delen sig altid i helheden og helheden altid i delen. Delen i mennesket ofrer sig ind i helheden – tænk blot på hornhindens celler, som presser næsten alt sit eget liv ud – for uselvisk at kunne tjene opgaven, funktionen indenfor helheden, at lade lyset så uforstyrret som muligt komme ind i øjet, for at vi skal kunne se. På den måde hjælper delen helheden med at komme til fuldt udtryk.
I et tregrenet sundt samfund er det på samme måde – helheden viser sig i delen og delen i helheden. Afslutningsvis vil jeg gerne citere, hvad min for længst afdøde far plejede at sige – det var i tiden efter studenteroprøret i 68, hvor venstrefløjens og marxisternes samfundsengagement stærkt kom til at sætte dagsordenen i samfundsdebatten. Alle samfundsmæssige fænomener plejede traditionen tro at blive forklaret som primært forårsagede ud fra økonomiske faktorer. Hans indvending var altid: ”Nej, alt er IKKE økonomi – men økonomien er en del af alt!”