RUDOLF STEINER-SKOLEFORENINGEN I ODENSE

 
Skoleforeningen
Foredrag & kurser Artikler & Film Samarbejdspartnere Kontakt Bliv medlem
  Artikler - Forældrerollen - En tidsbetragtning
Artikler
Film
Litteratur
Brochurer
   
   
   
   

FORÆLDREROLLEN-  EN TIDSBETRAGTNING.

Ved Ellen Thuesen. Uddannet folkeskolelærer. Arbejdet 6 år i folkeskolen. Årskursus ved Rudolf Steiner-seminariet i Järna, Sverige. 35 år som klasselærer ved Rudolf Steiner-Skolen i Odense.

Der er noget, vi har glemt!
Emnet opdragelse må siges at være oppe i tiden.”Når noget er oppe, er vi ude af emnet”. Dvs at emnerne er aktuelle, når vi har ”glemt”dem. Der er evner, vi har mistet. Det er interessant at iagttage, hvad andet vi har ”glemt.” Ledelse - samarbejde - demokrati - kultur - religion.  Det er ikke tilfældigt, at der netop nu laves kanons over mange af hverdagens før så selvfølgelige områder.
Hvorledes skal jeg så orientere mig i forbindelse med opdragelse? Uanset hvad vi gør, kan vi være sikre på, at vore dispositioner præger sig dybt i de børn, vi har med at gøre. Hjerneforskningen viser, at hjernen bliver det, vi udvikler den til at være!

De fleste af os en vel vant til at bruge ordet frihed i forbindelse med frihed til at gøre, hvad vi gerne vil. Det er en forenklet måde at tænke begrebet frihed på. Frihed er, at der ikke længere er noget, jeg er bundet af. Der er tale om tab af forankring. Denne fritstillen giver netop forklaringen på tab af de før nævnte områder og forklarer også rådvildhed i opdragelse.

Den periode, vi lever i netop nu, har fået indtil flere forskellige navne: Individualismens tidsalder, autensitetens tidsalder. Rudolf Steiner kalder den bevidsthedssjælens tidsalder. Hvad så? Det ved vi ikke. Der findes ingen endegyldige svar. Rudolf Steiner kalder udviklingen naturgiven. Den kommer indefra på samme måde som andre naturgivne udviklingstrin.
Der er tale om et niveauskifte, der altid har krise i kølvandet. Vi kender niveauskifte fra 3-årsalderens trods, fra 9- årskrisen, puberteten, 17-årskrisen, 27-årskrisen osv. Den enkelte kommer hver gang til ny indsigt, hvis krisen gennemleves, og føjer noget til, som ikke ligger i den naturgivne udvikling. I de forskellige krisesituationer bruges de samme ord, som  bruges om vor tid: Ensomhed, fremmedgjorthed, angst, alle er flygtninge, isolation, rodløshed – øget individualisering. I kriser tilføres nye kræfter, selvom man ikke oplever det, mens man er i nød.

For at kunne forholde sig til børneopdragelse kunne det være relevant at orientere sig i, hvad børn er for nogle størrelser og bygge en indsigt op derfra.  
Der er et udgangspunkt på Steinerskolen, der melder: ”Kun den menneskelige natur og dens love kan være bestemmende for, hvad barnet skal lære på hvert alderstrin.” Og der kunne føjes til ”og opdrages gennem.”

Barnets udvikling er en modningsproces, der ikke kan forceres
Et af Rudolf Steiners  pædagogiske grundforedrag  kan være med til at give orientering i det pædagogiske arbejde i både skole og hjem, nemlig 10. foredrag i ”Almen menneskekundskab”, som handler om punkt og periferi.                                       
Her beskrives de 3 ligeberettigede opholdssteder i sindet, som vi som voksne rimeligt frit kan bevæge os i.

1) Vores bevidsthed i hovedet, hvor vi har udgangspunkt for tænkningen. Punktbevidsthed, hvor vi f. eks kan sætte os ind i et stof. Koncentrere os.

2) Vort følelsesområde, i det menneskelige midterområde, hvor vi kan svinge mellem f.eks. sorg og glæde. Lyst og ulyst. Det er også her vi afvejer og vurderer.

3) Vort viljesområde i periferien. Vor ageren i omverdenen ved hjælp af arme og ben. Hvornår er vi med vor ”bevidsthed” i periferien? Det er vi i handlen og i sansning gennem f.eks fordybelse i musik eller anden kunst, hvor jeg glemmer mig selv eller glemmer tid og sted. Eller har jeg slået en finger, er jeg ”helt finger.” Jeg flytter centrum fra min bevidsted og ud i sagen, ud i periferien. Herude har jeg ingen identitetsfølelse, men lever i en væren, hvor jeg er ét med tingene.

Disse tre opholdssteder er ikke fuldt funktionsmodne fra begyndelsen af barnets liv, men modnes i løbet af udviklingen fra barn til voksen. Forståelsen for dette er afgørende.
Barnet går fra en væren - til noget drømmende fornemmelsesagtigt- og endelig til vågen dagklar bevidsthed. Fra periferi til punkt. Fra ”vågenhed” i lemmerne i handling i omgivelserne - til vågenhed  i tænkningen.

Et sted uden logiske love
Helt ind i de første skoleår kan vi iagttage hos barnet, at det lever i en væren, er et med tingene. Omverdenen er belivet, og tingene er fortrolige. Barn og verden er et. Fasen her er beskrevet mange steder i litteraturen. Ofte som det tabte paradis.
Vi har som voksne i realiteten ganske store adgangsproblemer til børn i denne første fase.Vi fatter med intellektet, mens barnet lever i en væren, hvor det ikke skelner mellem sig selv og omverdenen på samme måde som vi voksne.
Samtidig ser og oplever de verden gennem den voksne, og lærer og udvikles ved at gøre, som vi gør. Med andre ord: de efterligner. Helt ud i de voksnes bevægelser, stemninger, vaner, men de har endnu ikke den voksnes identitetsoplevelse og endnu ringe anelse om egeneksistens. Vi behøver i forbindelse med opdragelse - ret forstået - ikke foretage os det store, men som voksne passe vort liv i stort og småt - vore daglige gøremål. Barnet står i lære med alt, hvad der har med bevægelsen og hermed med viljen og vore handlinger at gøre.

Opgaven er da at være det forbillede, der er værd at efterligne og ikke snakke og forklare i et væk ud fra en misforstået oplevelse af , at det nok for de små drejer sig om at vide så meget som muligt så tidligt som muligt. Det er forgæves, og vi giver dem stene for brød. De ernærer sig og lærer gennem vore handlinger, og ikke gennem det, vi siger og forklarer. Ofte appellerer vi til barnet i de første 9-10 år til noget, som ikke findes, nemlig sund fornuft: Du må da kunne forstå, tænk dig om. Eller nu har jeg sagt det så mange gange....De har ikke i sig noget, der kan omsætte vore mange ord.

Vi skal lade dem i fred og i stedet være opmærksomme på, at de på godt og ondt efterligner alt, hvad vi gør. Barnet er et sted, hvor ingen logiske love hersker, og her skal de have lov at forblive i fred så længe ”udrugningen” varer, hvis udviklingen skal forløbe sundt. Tendensen i tiden hælder nærmere til, at de små skal ud af ægget så hurtigt som muligt. Det har en høj pris både for den enkelte og for samfundet på langt sigt.

Viljen skal ledes
Efter 9-årskrisens ophør af væren og uddrivelsen af Paradiset står barnet nu i et andet forhold til omverdenen. Forældre og lærere bliver mennesker! Tingene er ved at lukke sig, og barnet glemmer ikke så let sig selv. Legen bliver væk, og der er nu to forskellige riger med to forskellige slags love, en indre og en ydre verden med krise og hjemve. Nu hedder det verden og mig. Sanserne er skrumpet sammen. I denne anden fase oplever barnet omverdenen gennem den voksnes sjæleliv, står nu her i lære.  Moral i denne fase bringes gennem efterligning af de voksnes følelser. Ikke ved tanken og stadig ikke ved forklaringer og snak. Indpodes den  følelsesmæssige grundstemning: Vi behøver ikke tage tingene så nøje, bare det ikke bliver opdaget! ( Smugleri over grænsen- buskørsel uden at betale - lav miljøbevidsthed osv) bliver det fremtidige mønster for barnet afstukket efter de samme retningslinier, og hvordan lærer det så at skelne mellem, hvad der er småting og store sager senere i livet?
Den spontane vilje fra første livsfase er nu blevet ”ledig” og har krav på, at den voksne påtager sig at lede gennem naturlig autoritet. Indfries disse uudtalte forventninger ikke, svarer det til, at barnet skal bære sig selv, hvilket de ingen forudsætninger har for. Sker det alligevel, bliver konsekvensen  utilfredshed, surhed, stædighed, generthed, argumenteren, krævementalitet...  Vilje, der ikke ledes i disse år, går på afveje og bliver til vold. Autoritet er som bekendt noget barnet vælger. Gennem tilliden til den voksne har barnet lyst til at følge efter den voksnes intentioner.
Den ægte dømmekraft er endnu ikke ankommet. Har barnet hele tiden en mening og bedømmer, stiller det sig hindrende i vejen for udvikling af tillid og åbenhed, som er basis for autoritetsfølelsen. Meninger er distanceskabende.

Den voksne skal vedstå at være den voksne
Først omkring det 12. år træder dømmekraften ind, som nu afprøves og øves på alt, hvad barnet kommer i nærheden af. I denne spirende øvefase, bliver alt sort - hvidt, et ”enten eller”, som ad åre skal modnes til et ”både - og.”
Opgaven for de voksne er her at begrunde og atter begrunde og forklare, hvorfor man efter grundig overvejelse mener, som man gør. At turde stå ved sit ja eller nej (også selv om alle de andre i klassen må!) og forvente synspunkterne respekteret og overholdt.

Barnet er underlagt øjeblikkets forhold. Lader man de forbigående impulser komme til orde uden begrænsning, opdrages de  til hengivelse til enhver lyst, der spontant opstår. Her hindrer vi i virkeligheden den egentlige identitet i at nå frem. Vi voksne er nødt til at turde være regenter til kongen kommer, eller til rytteren sidder på sin hest. Eller til barnets jeg er til stede.

”Frihed” til at gøre, hvad der spontant falder dem ind, er en misforståelse. Fejl her kan give grobund for slyngelalderens vækst ud over den relevante alder, og voksenslyngler er ikke noget smukt syn. Det handler i sammenhængen her også for den voksne om at turde være i den alder, man har og opleve, at de 20- 30 år eller mere, man er ældre end barnet, har givet noget i modenhed og indsigt. Ellers er der vel ingen grund til for barnet at blive voksent. Vi taler ofte til dem, som havde de tilbagelagt samme vej som vi. Det handler også om ikke at frygte konfrontationer. Det afføder kun respekt, at den voksne tør stå ved sine overvejelser og sin indsigt.

Den direkte opdragerrolle ebber ud
Omkring det 17. år på ny en individualitetskrise. Efter pubertetsfasen som balanceforskydning venter her næste niveauskifte. Her kastes den unge ud i verden og nærmer sig en jordmodning, og hermed ”fald” til enkeltperson i en ny fortætning. Her revolteres der, for den unge skal finde sig til  rette med og i verden. Her skal dets sans for idealer stå sin prøve, selv om det ikke altid ser sådan ud, og herudfra efterlignes andre menneskers måde at tænke på. Her hersker der livsvilje og livspositivitet. Her forsøges ansvar taget. Her skal den individuelle skæbne bejaes. Her er jeg, der er du, og jeg er anderledes end alle andre. Punktoplevelsen melder sig.

Den direkte opdragerrolle er ebbet ud. Den nyvundne frihed, hvor alle bånd er klippet, skal stå sin prøve, men....
Unge ledes under alle omstændigheder, men af hvem? Også her kommer den moderne hjerneforskning os til hjælp: Intellektet er modent, følelsen er modnet, men der er endnu ikke forbindelse mellem de to felter med den konsekvens, at den unge endnu ikke altid kan gennemskue egne dispositioner og tage konsekvensen af egne handlinger. Så overraskende nok - og ofte stik imod vore umiddelbare oplevelser - kan de ikke slippes helt og stå selv, men vil samtidig ikke længere ledes. Med andre ord. Kongen er endnu ikke rigtigt på plads i sit rige. Det kræver mod og fasthed og tålmodighed og udholdenhed og frem for alt humor at stille op her, men skal vi leve op til vore forpligtelser som opdragere, forældre og lærere, må vi følge tingene til dørs, beskrive og forklare, diskutere og hjælpe til fælles indsigt, så det ikke altid ender med at blive, hvad den unge føler er bedst lige nu - altså kastes hid og did af tilfældigt opståede ideer og ønsker, men at den voksnes indsigt også kan komme til orde gennem en fælles belysning.

Ingen opdragelse uden den voksne udvikler sig
Børn ernærer sig gennem vore anstrengelser. Altså ingen opdragelse uden selvopdragelse. Kommer ”overlevelse” for både barn og voksen i opdragelsen ikke til at ligge i de resurser, som den voksne formår at investere i sig selv - at tilføre sig selv nye kræfter – men uden nødvendigvis at være i  krise? Man går forud. Det er de processer, børnene lever af og skal bringe med sig videre i deres liv. Vi må tilføje noget, der ikke ligger i den personlige  naturgivne udvikling, for den er hurtigt brugt op, er blevet gammel og går mod forfald.                                                    
Udbyttet for et barn afhænger ikke udelukkende af, om man er en god eller dårlig opdrager, men om man er i udvikling og forvandling.  
Vi skal gribe i det bevidste, hvad man før ejede ubevidst. Lære at ”kende personligt.” Herved får alle ting en ny bevidsthedsdimension, og her dannes resurser, der rækker ind i fremtiden.